Mats farfar

Du må tænke på, at farfar er meget gammel, sagde Mats’ far.

Han er så gammel, at han har glemt en masse ting.

Det er derfor, han bor på et alderdomshjem, sagde mor.

Der er der sygeplejersker, som tager sig af ham og alle de andre, som er gamle.

Må han ikke gå ud alene? spurgte Mats.

Han må godt gå ud i parken, sagde far. – Kun i parken?

Det er sådan med farfar, sagde mor, – at han begynder at blive så gammel, at han næsten er blevet som et barn igen. Han kan blive kørt over eller fare vild. Det er præcis som med dig.

Så ved jeg, hvordan han har det, sagde Mats. Alderdomshjemmet var stort som et slot med tårne og tinder og grønne planter, som klatrede helt op på taget, næsten som om de ville op for at se ud over byen.

De gik ind ad en høj dør. Indenfor var der mørkere og køligere, og sygeplejersker i hvide kitler pilede frem og tilbage i halvmørket.

Han bor på anden sal, sagde far. – Værelse 115. – Er der så mange værelser? spurgte Mats.

Der er endnu flere. Nu skal du hilse pænt på ham og sige tillykke med fødselsdagen.

De gik op på anden sal. Far gik forrest med blomster, og efter ham gik Mats

og mor. Far bankede på, og de gik ind. Det var et lille værelse, og gardinerne var trukket fra, og solen skinnede i øjnene, når man kom ind ad døren. Gennem vinduet kunne man se havet og hvide sejl, som hoppede. Allerlængst væk lå en ø, der var grøn og funklede i solen. Henne ved vinduet stod der en lænestol, og i den sad farfar.

Ved den ene væg stod en seng og et bord.

Goddag, farfar, sagde far. – Tillykke! Farfar vendte sig om og så på dem. Det var ret mærkeligt med ham, syntes Mats. Han så ikke så gammel ud, for han havde hverken skæg eller briller. Han var høj og tynd og havde rynker i ansigtet, men ikke så mange at man skulle tro, at han var næsten 100 år. Han havde tyndt hår, det var gråblåt i siderne, men mørkt oppe på hovedet.